Vi gik fra det første jordemoderbesøg med overvældende følelser og rystende knæ. Det kom lidt bag på os, at vi ventede tvillinger. Hånd i hånd vandrede vi i hver vores tanker igennem den uendelige, lange hospitalsgang, der omsider førte os ud i den befriende, friske luft, hvor vores umiddelbare første bekymring kom til udtryk: Hvordan får vi en tvillingebarnevogn igennem vores dør og gange? Vi erfarede senere, at de praktiske forhold omkring tvillinger kunne give anledning til meget snak og erfaringsudveksling med andre tvillingeforældre: Men vi fik større problemer at tænke på.

Den 1. april 1986 (25. svangerskabsuge) blev jeg indlagt på Rønne sygehus. Jeg hade hele svangerskabet haft mange pluk veer, og en lægeundersøgelse viste, at min livmoderhals var meget blød, og at jeg havde åbnet mig 2-3 cm.
Den første nat på sygehuset fik jeg begyndende veer. Jeg fik lagt Utopardrop og blev overflyttet til Rigshospitalet med militær -helikopter den følgende aften.
De fem første døgn på Rigshospitalet blev en kamp for at stoppe veerne, som var tiltaget yderligere og i at hindre en sen abort. Jeg var i løbet af de fem døgn i Utoparbehandling tre gange, og jeg hade det fysisk og psykisk elendigt. Jeg bar på to umodne fostre, som ifølge scanningen hver vejede omkring 600 gram. Jeg var knust og rædselsslagen for at midte dem. Det lykkedes omsider at stoppe veerne, således at jeg kunne overflyttes til svangregangen, hvor jeg lå til 31. svangerskabsuge.

Den 16. maj kl. 17.30 gik fostervandet, og jeg blev atter kørt på fødegangen. Lægerne forsøgte for sidste gang at stoppe veerne med Utopar. Men denne gang gik det ikke. Efter overvejelser om svangerskabsuge og børnene vægt, der skønnedes til 1200 og 1500 gram, blev det besluttet, at de skulle forløses ved kejsersnit. Jeg havde på det tidspunkt en underlig følelse af lettelse over " at det endelig skulle ske" Palle kunne nå det sidste fly fra Bornholm og være på Rigshospitalet kl. 22.00. Alt blev gjort klar og stillet i venteposition til hans ankomst.

Lasse og Mikkel blev født kl. 22.33 og 22.34 og vejede /målte henholdsvis 1990g/41 cm og 1740g/40 cm. Lasse klarede sig rimeligt, men Mikkel havde problemer med at få gang i vejrtrækningen. De blev omgående lagt i kuvøser og kom på neonatalafdelingen. Det har senere været en utrolig støtte for mig, at Palle fulgte hele forløbet.

Efter gentagne forsøg lykkes det endelig næste eftermiddag at få mig stablet op i en kørestol. Jeg var blevet mor for seksten timer siden til et par små drenge, som jeg endnu ikke havde set, følt og lugtet!
Det blev ikke den varme, nære oplevelse, som jeg havde hørt og læst rørende historier om. Jeg følte ingen naturlig varme og ømhed, da jeg blev præsenteret for de to glaskasser med den veludviklede teknik, det skulle forestille at være mine børn. Jeg kastede op og blev kørt tilbage til fødegangen med alle de små buttede babyer. Den første uge på neonatalafdelingen var svær at komme igennem. Min fysiske tilstand var dårlig, og det er anstrengende at have to børn på neonatalafdelingen, og jeg var psykisk fuldstændig ude i tovene. Lasse og Mikkel tabte sig meget. Lasse til 1700 gram og Mikkel til 1350 gram. Deres tilstande lå lige på grænsen til at være så dårlige, at de skulle lægges i respirator. Forsøgsvis prøvede man om de kumme klare sig med nasal CPAP - –g det gik. Efter nogle dage fik børnelægen mistanke om, at Mikkel havde meningitis og påbegyndte derfor straks behandling. Det viste sig dog at være en stafylokok – hospitalsinfektion.

Det var hårdt at se på alt det de rutinerede hænder gjorde ved vores børn. Følelsen af magtesløshed var til tider overvældende. Men vi hade en god kontakt med personalet, hvis faglige dygtighed og menneskelige indsigt, trods alt gav os en eller anden form for tryghed. Jeg sad mellem de to kuvøser og så hjælpeløst fra det ene barn til det andet, og jeg følte det næsten uoverskueligt, at jeg skulle til at skabe et mor/barn forhold til to børn på en gang. Jeg kunne ikke finde ro og stryke til at sidde hos den ene uden hele tiden at skæve over til den anden. Da jeg efter nogle dage fik Lasse ud af kuvøsen et øjeblik, var det en oplevelse af blandede følelser. Han var så lille bitte, og jeg havde svært ved at komme til ham for slanger og drop. Han greb med sin hånd om min finger, og jeg puttede forsigtigt hans hoved ind til mig og ind snusede hans baby lugt. Det var pragtfuldt. Men der manglede noget! Denne første nære oplevelse kunne først blive fuldendt i det øjeblik, jeg kunne putte begge børnene ind til mig. Da Lasse blev lagt ind i kuvøsen igen, skyndte jeg mig over til Mikkel! Jeg led af konstant dårlig samvittighed overfor det barn, jeg ikke kunne være hos.

Efter 19 dage på Rigshospitalet blev vi overflyttet til Rønne Centralsygehus, hvor vi skulle være til Lasse og Mikkel var i stabil trivsel. Den store omvæltning det var at komme fra en udpræget specialafdeling til en mere almindelig børneafdeling samt min længsel efter at komme hjem gjorde, at vi pressede på for at gøre børnene klar til udskrivelse Indtil nu var de kun blevet made via sonde, så de skulle til at lære at sutte selv .Den 14. juli knap en måned efter deres fødsel bliv vi udskrevet. Lasse vejede 2460 gram og Mikkel 2125 gram. Det var en pragtfuld dag med det smukkeste solskinsvejr, og vi plukkede de skønneste syrener på vejen hjem. Sommeren var begyndt for os! Lasse og Mikkel lå indpakket i strikkede trøjer og huer under dyner og tæpper og svedte!

Lasse og Mikkel havde under hele hospitalsopholdet fået modermælk. Jeg havde endnu ikke opgivet håbet om amning, så jeg forsøgte mig frem og eksperimenterede også med amme dem begge på en gang. Men de havde meget svært ved at sutte på bryst, og da de skulle have en bestemt mængde mælk i døgnet, var jeg nødt til at kontrolveje dem både før og efter amningen. Det blev efterhånden en belastning at få tid og overskud til at amme to børn, give flaske og sidde ved brystpumpen. Som ugerne gik, aftog mængden af mælk og vi besluttede efter 1½ månde at opgive den forsøgsvise amning og gå helt over til modermælkserstatning. Beslutningen var en stor lettelse både fysisk og psykisk.

Lasse og Mikkel var ret urolige. Deres mave- og tarmsystem fungerede ikke så godt. De vred og vendte sig, græd og skreg meget og sov meget lidt. De har i flere år haft betydelige søvnproblemer, sovet en meget urolig og afbrudt søvn samt vågnet badet i sved som efter mareridt. De har haft mange sygdomsperioder med høj feber, infektioner, hals- og mellemørebetændelse, selv om de er blevet passet hjemme i tre år. Lasse blev opereret for lyskebrok, da han var 2½ måned gammel.

Angsten for at miste – angsten for at der skulle vise sig at være et eller andet galt – utrygheden – alt det sad så dybt i os og fulgte os som stor psykisk belastning, der kombineret med den store opgave det er at få to børn på en gang, gjorde at det hele virkede uoverskueligt. Når vi tænker tilbage på det første år, har vi svært ved ar genkende de kræfter og det overskud, vi trods alt havde til at klare det! Nat og dag flød sammen, vi bevægede os rundt som søvngængere, sov på albuerne eller faldt sammen i vasketøjskurven. Vi er taknemlige for, at vi havde en sød og stabil dame til at hjælpe med at passe børnene og afstresse vores hverdag. Vi skulle ikke tænke på pasningsmuligheder eller forsømme vores arbejde i urimelig grad, når de var syge, og når de havde haft en dårlig nat, kunne de sove om morgenen. Vi forsøgte på den måde at give dem en tryg og rolig hverdag, som kompensation for deres utrygge og alt for tidlige start på livet.

Vi ved ikke, om Lasse og Mikkel er enæggede eller tveæggede tvillinger, men vi er nok mest tilbøjelig til at tro, at de er tveæggede, de ligner hinanden i den grad, at mange ikke kan se forskel på dem. Dette er et problem for dem. De er meget identitetsbevidste og bliver frygteligt sårede, hvis man kommer til at sige forkert navn eller spørger hvem der er hvem. De reagerer enten indadvendt, bliver mutte og lukker af for kontakten, aggressive og slår, eller svarer meget fornærmet :"Jeg hedder altså Lasse/Mikkel! "

Hele deres udvikling er forløbet parallelt, men vi fornemmer nuanceforskelle i deres psyke. De er begge meget temperamentsfulde og stædige, de gjorde allerede bemærket på neonatalafdeling, hvor børnelægerne påtalte det over for os Mikkel tvilling B som fik den sværeste start – har altid haft det lettest påvirkelige sind, og han kæmper den hårdeste kamp med sig sele og sine omgivelser. Denne observation gør ikke, at vi som forældre har fordelt rollerne men vi er opmærksomme på forskellen, vel vidende at mange ting ændres i løbet af livet. De har et rimeligt ligeværdigt forhold uden dominans. At få præmatur (fortidige fødte ) tvillinger kan give anledning til mange tanker og bekymringer omkring deres udvikling, adfærd og reaktionsmønster. Vi har ofte haft behov for at finde årsager og sammenhænge, og lige så ofte har vi stået med ubesvarede spørgsmål. I den sammenhæng har vi erfaret, at det er sundt og vigtigt at udveksle erfaringer både med forældre til tvillinger og enkelt fødte børn, såvel som præmature/kuvøse børn som børn født udenkomplikationer. Det kan være en utrolig stor hjælp og støtte at snakke med ligestillede forældre med fælles problemer. Vi har selv haft meget glæde af vores tvillingegruppe, samt af at læse forskellig litteratur om tvillinger, præmature børn, kejsersnit osv.

Ind i mellem er det en hel befrielse at tale med Peters mor, der tager sig til hovedet og nikker genkendende til lignende situationer/problemer/bekymringer omkring Peter der er et stort sundt enebarn – hjemmefødt, ammet i et år osv. ……..

 Af Anne Clausen, Bornholm.