Min historie, som jeg gerne vil fortælle om, går tilbage til februar 1983. På daværende tidspunkt bestod vores familie af Kristoffer på 5½, Hardy 33 år, og mig selv på 30 år. Jeg hade været i lægehuset med en urinprøve, og vi var jublende glade, vi skulle have en lillebror eller søster. Ved den første lægeundersøgelse var alt i den skønneste orden, og terminen blev sat til den 7. oktober.
     I april var jeg til første jordemoderundersøgelse. Jeg havde taget 5 kilo på, og jeg mente helt bestemt, at jeg havde mærket liv i uge 16. Min jordemoder fandt, at livmoderen var større end svarende til uge 17, så hun rettede terminsdatoen i min journal til 15. september. De næste undersøgelser jeg var til hos læge og jordemoder var meget forvirrede. De kunne ikke sige, hvor langt jeg var i graviditeten. Vægten steg voldsomt, og livmoderen var større end normalt. Jeg forstod ikke selv, hvad der skete med mig. Sådan så jeg bestemt ikke ud, da jeg ventede Kristoffer.
     I juni var jeg hos lægen igen. Jeg havde taget 9 kilo på, og endnu engang rettedes fødselstidspunktet blev sat til 9.september. Endvidere blev jeg indstillet til røntgen i juli måned Bornholms Centralsygehus havde på daværende tidspunkt ikke nogen ultralydsscanner.
     Endelig oprandt dagen ,den 19. juli mødte jeg på sygehuset. En læge og en jordemoder trykkede og lyttede på mig, lægen fandt to hjertelyde og kunne mærke to hoveder. Der var tvillinger. Jeg kunne tydeligt se to hoveder på billedet. Jeg blev sygemeldt med det samme skulle tage det stille og roligt og ikke bære noget tungt. Jeg gik til undersøgelse på sygehuset hver uge, og i 32. uge fik jeg besked på, at jeg næste dag skulle indlægges til aflastning, da livmoderhalsen er meget blød og begyndt at åbne sig.
     Lægen fortalte mig, at jeg sandsynligvis skulle have kejsersnit, da begge børn lå i underkropstilling. De ville sandsynligvis ikke vende sig, da jeg var i 36. uge. Jeg blev skuffet over ikke at skulle føde normalt, Kristoffers fødsel havde været en stor oplevelse. Hardy måtte desuden ikke være med til et kejsersnit, så det så ud til, at jeg skulle klare det alene denne gang. Jeg blev dagligt undersøgt af en jordemoder, og tænk en formiddag sagde hun, at den ene havde vendt sig. Det måtte være sket om natten, for jeg havde ikke observeret noget.
I 38. uge blev jeg udskrevet og børnene skønnedes til at veje 2600 gram. Jeg fik besked på, at møde på fødegangen, så snart jeg mærkede den første ve.

     Det var skønt at komme hjem igen. Jeg gik rundt og nussede i huset, men blev hurtigt træt. Ikke så underligt, da jeg ikke havde brugt min krop i seks uger. Den 3. oktober vågnede jeg klokken5 om morgenen og følte en masse uro i kroppen. Kort efter mærkede jeg den første ve. Jeg vækkede Hardy, mormor og morfar kom for at passe Kristoffer, og vi var på sygehuset klokken seks. Jordemoderen undersøgte mig, og fortalte, at alt var i orden. Hun skønne at fødslen ville gå hurtigt, da jeg allerede havde åbnet mig en del. Hendes vagt gik til klokken 8, men hun ville blive hos mig, da hun mente, at dette her var klaret inden klokken ni.
     Veerne tog til, og min nervøsitet steg, jeg havde svært ved at slappe af, spændte i hele kroppen og døjede med at ligge på ryggen. Ved 9-tiden gik veerne i stå. Jeg fik en ve – pille, men den hjalp ikke. Jordemødrene skiftede vagt, da det så ud til at trække ud. Vagtskiftet gjorde mig forvirret, alt det jeg havde talt med den første jordemoder om forsvandt bare væk, da den ny jordemoder kom til. Hun havde en anden måde at sige tingene på, jeg syntes hun virkede skrap og bestemt i sin væremåde overfor mig. Den første presse ve kom, og jeg var ikke særlig god til at presse. Al luft samledes i kinderne, og jeg kunne ikke få trykket forplantet nedad.
      Den ene hjertelyd blev svagere, og jordemoderen sagde med bestemt stemme, at hvis jeg ikke tog mig sammen nu, skulle barnet tages med sug. Jeg samlede mig sammen og koncentrerede mig virkelig og Mathias blev født klokken 10.04. Han kom op på min mave, en stor og fin dreng. Et par minutter efter blev navlestrengen klippet over og Mathias kom over til Hardy. Klokken 10.15 kom Sune med benene først.
      Jeg mærkede overhovedet ikke, at jeg fødte ham, han kom lige så stille frem. Sune var en lille rynket fyr. Han blev undersøgt med det samme og fik lidt ilt. Fødslen var vel overstået og jeg fik drengene hen til mig. Jeg havde det fint og lå og kiggede på dem. Moderkagen kom, og jeg fik syet et lille klip. Mathias vejede 3240 gram og målte 50 cm, Sune vejede 2340 gram og målte 48 cm. Sunes højre fod vendte lidt indad, måske var han blevet klemt lidt af sin tykke bror.